25 maj 2011

Arghhhhhh..... KRISE

Glem askesky og storm varsel - dette er meget værre. Min laptop er itu....

  



Helt så galt er det ikke gået....
Desværre er det ikke første gang, sidste gang var det strømstikket, ligesom gangen før. Vi har haft to ACER laptops, den ene endte vi med at få pengene retur på, efter butikken havde haft den mere end vi havde den. Jeg er lidt bange for at denne måske lider af det samme.
Servicen er der ikke noget problem med, de er altid så søde i FONA, og sender den afsted til rep. - no questions asked. Problemet er bare at det varer en måned hver gang.
Jeg har meget svært ved at undvære min PC, jeg tænker at I nemt kan sætte Jer ind i hvordan det er at skulle undvære den.
Jeg har (gudskelov) min (æld)gamle HP som aldrig har været i stykker, den kan man regne med i tykt og tyndt. Men den er gammel, og skærmen er lille. Men den redder mig igen, og jeg er da taknemmelig.
Jeg ved ikke hvor mange fine indlæg jeg kommer til at ligge på bloggen, så I må bære over med mig så længe. 

23 maj 2011

Dejligt at nogen har overskud

Take your time. Billede lånt her.
Sad lige og kiggede regionale nyheder. Vi århusianere får jo snart et nyt pejlemærke. Jeg har fulgt lidt med, når jeg har kørt forbi kunstmuseet AROS.  Værket er skabt af den meget dygtige, islandske kunstner Olafur Eliasson.
Det bliver virkeligt spektakulært, ingen tvivl om det. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at hæfte mig ved prisen. De nævner flere beløb i indslaget, men omkring 60 mill. kommer det til at koste.  Som ansat ved at stort århusiansk sygehus, og med den indsigt det medfører kan jeg ikke lade være at tænke på hvad man kan købe for 60 mill. danske kroner. Sidste år skulle vi spare, vistnok i omegnen af 45 mill. på sygehusene i region Midt. Der var mange der mistede deres job, og når jeg tænker på ventelisterne, må mange danskere nok se lidt længere ud i fremtiden efter behandling.
Jeg ved godt at det ikke er den samme kasse, men er det ikke bare lidt for luksus-agtigt at smide 60 mill. efter et kunstværk på taget af et kunstmuseum, lige midt i en verdensomspændende finanskrise?Uanset hvor pengene kommer fra.
Misforstå mig ikke, jeg elsker kunst. Jeg ved også godt at gennem alle tider har kunsten haft kronede dage i krisetider. Vi mennesker vil underholdes, og især når pengene er små i samfundet, har vi brug for den eskapisme der ligger i kunsten.
Hvad ville du bruge 60 mill. til???

19 maj 2011

Indvielse af legeplads

Så fik vi indviet vores nye legeplads. Det var nu mest en undskyldning for at mødes med naboerne og hygge omkring grillen. Det var råkoldt og truende skyer hang over vores rækkehuse. Men jeg synes min flagranke, som jeg kæmpede med hele ugen for at få færdig, virkelig gjorde en forskel. Så det var det hele værd, den blev næsten 20 meter lang.
Når man hænger sådan en flagranke op er der ingen tvivl, HER er der fest. Det er bare det mest virksomme party-trick jeg kender.

De indledende øvelser
Det var bare så hyggeligt. Det udviklede sig til en spontan grill-aften med mange af naboerne, og netop derfor nyder vi bare at bo her. Og så det faktum, at der altid er legekammerater. Det er bare skønt....

Børnene nød en pølse med brød til frokost


Vi fik også lige indviet vores ny-indkøbte grill.

De nye sandting blev taget i brug - og godkendt.

Glæder mig til det bliver rigtig godt vejr - hørte i morges i radioen, at det er NU. Så skal vi rigtig nyde udearealerne.
God St.bededags-ferie.

15 maj 2011

Præsentation

Jeg bliver nødt til at præsentere Jer for min symaskine. Jeg har fået den forærende af min svoger. Min søster og hendes mand har lige købt hus, og i den forbindelse skulle kælderrummet tømmes.
Han er en samler, og gudskelov for det. For det betyder at han havde alle mulige skatte gemt i kælderen.
Blandt andet denne skønne maskine. Den er fra dengang hvor man lavede rigtig tunge maskiner med en så kraftig motor, den kan hakke gennem næsten alt. Skind og tykke syninger i denim. Jeg elsker den. Desuden er den så smuk som en gammel amerikaner bil. Smuk emalje i beige med forkromede dele. Se selv......
Den er ret gammel, ved ikke helt hvor gammel.
Den var ikke helt nem at lære at kende.




Men når man først har knækket koden, er den fantastisk.




Der var desværre ingen brugsvejledning.....




Et par gode råd i et lille rum under maskinen.




Jeg elsker bare maskinen, selvom den vejer et ton...




Den bor i denne smukke kuffert med ternet inderside.

 God dag til alle i blogland.....

10 maj 2011

Her klippes...

Jeg er ved at lave flagranker til indvielsen af vores nye legeplads, som jeg nævnte HER. Jeg klipper og klipper....


Saksen er en meget skøn og meget skarp skræddersaks, hvilket er rigtig dejligt, for den gør arbejdet lettere. Desværre er det en højrehåndssaks, hvilket har betydet, at en venstrehåndet som jeg hurtigt udvikler vabler....

Plaster på og i gang igen. Nu er de klippet og skal blot sys sammen, vendes, presses og sat på snor.......
Ved hvad jeg skal lave i dag, hvad skal du?
God dag til Jer alle.

Ulv i fåreklæder....

Jeg har fået denne fine hynde forærende. Den er rigtig god box-agtig og passer perfekt til vores lille bænk foran huset.
Jeg er dog ikke så crazy med betrækket. Det er meget lyst og med sommerfugle motiv.
Derfor har jeg besluttet at den skal have nyt retro betræk. 
stoffet klippes til.
Så er den betrukket mangler lige at sy igennem med kraftig snor.
Her er så det færdige resultat, jeg har syet igennem hynden (med stort besvær) med kraftig snor og bundet det på bagsiden,  for at holde betrækket lidt på plads.

Nu skal jeg bare have den ud på bænken og nyde en kop kaffe, inden børn skal hentes.

09 maj 2011

En glædelig begivenhed

Min dejlige veninde er indehaver af denne blog med masser af godt links og inspirerende projekter.
Hun har (allerede) rundet 50 faste læsere, og i den anledning barslet med en fantastisk give away, alt man skal gøre er at efterlade en kommentar, ikke noget med links mm. Det er da nemt.....
Kig forbi, den er et besøg værd, give away eller ej.

08 maj 2011

Mor er den bedste i verden

Her er det Andrea der viser mor (mig) at jeg er den bedste i (hendes) verden. Hun er så sød. Dette er et gammelt billede.
Min mor er virkelig den bedste mor i verden. Hun er varm og kærlig, hun vil ofre alt for os børn, og børnebørn. Hun har 3 børn, min storebror, min søster og mig selv. Vi prøver at sige det til hende så tit vi kan, men i dag havde vi en særlig lejlighed til at vise hende at hun virkelig er den bedste mor nogen kan ønske sig. Min søster og jeg havde købt os fattige i blomster, i farvetema pink. Vi fyldte hele den overdækkede terrasse med blomster i hele farvetemaet, fra helt sart lyserød til hot pink. Jeg behøver vel ikke sige, at hun blev helt vild glad, for hun elsker bare blomster.
Når min mor er glad er jeg glad - mission udført - med stor succes.
Har du fortalt din mor at du elsker og sætter pris på hende - det er ikke for sent.

Billede lånt fra Wikipedia

05 maj 2011

Snitter

Forbinder jeg lidt med håndmadder- ikke det mest spændende. Til gengæld er jeg vild med disse snitter, nemli´ HINDBÆRSNITTER. De er på forunderlig vis gået hen og blevet Andreas yndlings kage - mærkeligt hvor hun har det fra???

Derfor var det også med stor glæde at der i denne måneds udgave af BoligLiv var en opskrift på disse lokkende snitter. Det skulle straks prøves.

Her er så førsteudgaven, nu med glasur
Jeg behøver vel ikke fortælle at de var en kæmpe succes. Det er bestemt ikke sidste gang jeg bager hindbærsnitter. Vi var alle 4 enige om, at de er meget bedre end dem fra bageren.
Klar til servering
Der blev ganske mange, og jeg tog nogle stykker med til min mor og far. Min mor påstod hårdnakket at hun ofte havde bagt hindbærsnitter da jeg var barn. Kunne jeg overhovedet ikke genkalde mig. Men ville dog godt gå så langt som at erkende, at min smag for hindbærsnitter godt kunne godtages som en slags bevis. I kampen for at få ret begyndte hun at finde opskriften fra fra køkkenskuffen, for at vise mig opskriften i en gammel bagebog. Den blev dog aldrig fundet og jeg måtte også erkende at jeg overhovedet ikke ville finde på at bruge sådan en gammel opskrift. Den i BoligLiv var jo en mere moderne udgave, og det har min mor da overhovedet ingen forstand på......
Da jeg bladrede BoligLiv igennem dagen efter, siddende i haven med kaffen og en hindbærsnitte, slog jeg op på siden med opskriften og gæt lige engang..... lige under opskriften står højt og tydeligt at.......den er fra Tørsleffs bagebog.
Skylder vist mor en potion hindbærsnitter.......

04 maj 2011

Legeplads

Har lige fået lavet invitationen færdig. Vi har nemli´fået ny legeplads her i vores lille afd. Det skal fejres. Vi har samtidig fået indkøbt en ny fælles grill, og den skal da også afprøves så derfor er der pølser med brød til alle beboerne.
Den nye legeplads betød bl.a at disse kedelige beton vægge skulle udskiftes. Det har været et ønske ganske længe. For det første er de bare ikke ret pæne, og dernæst er der ingen børn der leger på dem. De mindste børn kan ikke klatre op på dem, og de store gider ikke.
Vores afd. består af 61 rækkehuse i røde sten og jeg synes ikke beton har noget at gøre her.
Nu har vi, efter 11 år med beton-rædslen, fået et fint klatrestativ. Det henvender sig til børn fra 4-12 år, men puha hvor er det svært at vælge, der er mange ting at tage hensyn til. Ikke mindst skal beboerne blive enige. Det gik heldigvis nemt, og nu er legepladsen en realitet. Skal nok følge op med et indlæg når vi har fået afholdt indvielsen d. 14 maj. Jeg glæder mig.
Sjovt, når jeg sidder og ser billederne igennem kan jeg godt glædes over at nu er det forår. De blev taget inden påske, da det endnu var (næsten) vinter. Vores lille afdeling se så trist ud, men hver morgen når jeg kigger ud af vinduet så er det hele lidt mere grønt og lækkert. Kom maj du søde milde........

03 maj 2011

Lappe projekt

HVIS.... jeg skulle gå i gang med et lappe projekt skulle det helt sikkert være et skønt lappe-tæppe som det her.
Desværre er det ikke den slags lapper der er tale om her. Der er gået hul i vores Sække-dims.
Jeg har forsøgt med denne lap jeg allerede havde, mest for at stoppe de mange millioner, små kugler der strømmer ud på gulvet og op i støvsugeren. Den holder desværre ikke.
Er der nogen der har en ide til hvordan man lapper sækkestolen effektivt?
Vil egentlig helst af med stolen, men nænner ikke at sælge den til nogen der så skal slås med de små hvide kugler der nok helst vil være udenfor sækkestolen, i stedet for indeni.....